Aarhus Regionen indeholder 360 km varieret kystoplevelse, storslåede naturoplevelser, familieattraktioner og storbyferie.
Storbyen Aarhus udgør et urbant centrum for regionen, mens det omkringliggende område er rigt på naturoplevelser. Området spænder fra Nationalpark Mols Bjerge på Djursland til Dollerup Bakker ved Viborg, langs Gudenåen fra Randers og til Søhøjlandet og Himmelbjerget ved Silkeborg og Skanderborg.
Dertil huser området mange familieattraktioner, bl.a. Nordens største sommerland, Djurs Sommerland, forlystelsesparken Tivoli Friheden i Aarhus samt adskillige store dyreparker og internationalt anerkendte museer. Aarhus, Danmarks andenstørste by, udgør en urban attraktion i sig selv og en konkret mulighed for at tilføje et storbyelement til familieferien. Fællesnævneren på tværs af Aarhusregionen er korte afstande mellem de forskellige oplevelser, der gør det praktisk muligt at kombinere regionens storbyoplevelser med både natur og familietid.
Aarhus som by har de seneste år nydt stadigt stigende international interesse – godt hjulpet på vej af en moderne byudvikling, bl.a. den helt nye bydel Aarhus Ø, fremblomstringen af en ’new nordic’ gastronomisk madscene, der spænder fra Michelinrestauranter til Street Food Markets og opførelse af signaturattraktioner, som de internationalt anerkendte museer, ARoS og Moesgaard Museum.
Aarhusregionen består af følgende 8 kommuner: Norddjurs, Syddjurs, Aarhus, Favrskov, Silkeborg, Viborg, Skanderborg og Randers.
Primære byer
En lang række byer og gamle købstæder byder regionens gæster velkomne of udgør centrale knudepunkter i regionens turismetilbud. De primære er:
- Aarhus (ca. 300.000 indbyggere) er Danmarks andenstørste by og en stor studie- og universitetsby.
- Randers (ca. 60.000 indbyggere) er en driftig handels- og kulturby
- Skanderborg (ca. 20.000) med udsigt over søen og med nærhed til Aarhus.
- Silkeborg (ca. 50.000 indbyggere) ligger ved Danmarks største sammenhængende skovområde, der sammen med det store sø-system danner ideelle rammer for et aktivt friluftsliv.
- Ebeltoft (ca. 7200 indbyggere) er en mindre, men skattet ferieby for det store ferieområde på Djursland, og dertil er der færgeforbindelse til Sjællands Odde.
Primære attraktioner
Aarhusregionen har meget at byde på for både børn og voksne. Særligt Djursland familieattraktioner og Aarhus har et stærkt kulturliv. De primære attraktioner er:
- Djurs Sommerland (ca. 0,8 mio. årligt besøgende)
- Tivoli Friheden - Aarhus (ca. 0,6 mio. årligt besøgende
- Kunstmuseet ARoS - Aarhus (ca. 0,5 mio. årligt besøgende)
- Randers Regnskov (ca. 0,3 mio. årligt besøgende)
- Ree Park Safari (ca. 0,2 mio. årligt besøgende)
- Kattegatcentret (ca. 0,2 mio. årligt besøgende)
- AQUA Akvarium og Dyrepark (ca. 0,1 mio. årligt besøgende)
- Fregatten Jylland (ca. 0,1 mio. årligt besøgende)
Primære naturoplevelser
Aarhusregionen er også kendt for sine børnevenlige strande og en storslået natur. De primære naturoplevelser er:
- Nationalpark Mols Bjerge
- Hærvejen
- Kalø Slotsruin (ca. 0,2 mio. årligt besøgende)
- Søhøjlandet og Himmelbjerget
- Gudenåen - et 160 km langt vandløb der løber gennem regionen og inviterer til kano og vandreture
- Mønsted Kalkgruber - Verdens største kalkmine
Gastronomi
For især livsnydersegmentet er der adgang til en række anmelderroste og velbesøgte gastronomiske oplevelser, hvor de primære er:
- Molskroen
- Frederikshøj Kro - Aarhus
- Restaurant Moment
- Langhoff og Juul - Aarhus og Ebeltoft
- Smag
- Fladbro Kro
- Restaurant Vestermølle
- Kjød og Kul
- Aarhus Street Food
Primære events
En lang række begivenheder finder sted i Aarhusregionen - særligt musik- og kulturfestivaller løber af stablen her. De primære event er:
- Aarhus Festuge
- Randers Festuge
- SmukFest
- NorthSide
- HærvejsMarchen
- Riverboat Jazz Festival
- OutdoorFestivalen
- Viborg Snapsting
- Ebelfestival
Infrastruktur
Aarhusregionen er let at nå via både færge, fly og bil! Fra Ebeltoft er der færgeforbindelse til Sjællands Odde og dermed let adgang for turisterne fra Storkøbenhavn. Et veludbygget motorvejsnet sikrer nem adgang både langs og på tværs af regionerne. Det internationale motorvejsnet E45/A7 fører gæster sydfra direkte til Aarhus og motorvejsforbindelserne rute 15 og rute 18 fører dem ind i regionen.
På Djursland ligger lufthavn Aarhus Lufthavn velplaceret både i forhold til Aarhus og opland og sikrer let adgang for både indenrigsgæster og udenlandske turister. Fra færgehavnen i Grenaa på Djursland er der direkte forbindelse til Halmstad i Sverige.
Nuværende kapacitet
Overnatningerne er næsten ligeligt fordelt mellem hotel (33%), camping (28%) og feriehus (28%). Særligt efterspørgslen på overnatningskapacitet i området rundt om Aarhus og på Djursland har været stigende de senere år.
Danske gæster står for 70% af de 4,2 mio. overnatninger i Aarhus regionen - mens Tyskland udgør det største udenlandske marked for regionen.