Vestkysten er sammensat af en række veletablerede destinationer med en lang historie og trofaste gæster. Vestkysten tilbyder en unik 550 km lang åben, uberørt og tilgængelig kyststrækning, stærke og varierede naturoplevelser, unikke attraktioner og et varieret oplevelsesudbud.
I dag er Vestkysten domineret af feriehuset som overnatnings- og ferieform med +50.000 feriehuse langs den danske vestkyst. Flere af store destinationer oplever dog en mangel på kapacitet i højsæsonen og et ønske om at udvide paletten af overnatningstilbud. 1 ud af 3 af alle danske overnatninger holdes ved Vestkysten, som i dag er et af Danmarks største og vigtigste turistprodukter.
Vestkysten omfatter 11 danske kommuner med kystlinje mod Vesterhavet: Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder kommune. Kommunerne arbejder sammen om turismeudviklingen i forhold til deres respektive gældende geografier, hvor de 11 vestjyske kommuner indgår i følgende destinationsselskaber:
- Destination Nordvestkysten er sammenslutningen af 5 kommuner: Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Holstebro og Lemvig.
- Destination Nord er destinationsselskabet for Frederikshavn, Brønderslev, Læsø og Aalborg Kommuner.
- Destination Vesterhavet dækker Varde og Ringkøbing-Skjern Kommuner.
- Destination Vadehavskysten er destinationsselskab for Esbjerg og Fanø Kommuner.
- Destination Sønderjylland dækker Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder kommuner.
Primære byer
Langs vestkysten ligger en perlerække af små og mellemstore kystbyer, hvoraf de primære er:
- De nordlige kystferiebyer: Skagen (7.500 indbyggere), Løkken (1.600 indbyggere) og Blokhus (500 indbyggere)
- Surfer-feriestedet Klitmøller (1.200 indbyggere)
- De sydlige kystferiebyer: Søndervig, Hvide Sande, Henne og Blåvand
- Esbjerg er sekundær i turismesammenhæng, men som Danmarks femte største by udgør den et handelsmæssigt knudepunkt
Primære attraktioner
Naturen og kysten er i sig selv de helt store attraktioner på Vestkysten, men dertil er de primære attraktioner:
- Fårup Sommerland (ca. 600.000 årligt besøgende)
- LEGOLAND (ca. 4 mio. årlig besøgende) – ca. 70 km fra Vestkysten
- Museum Tirpitz (300.000 årligt besøgende)
- Nordsøen Oceanarium (200.000 årligt besøgende)
- Cold Hawaii (31 surf spots i Thy)
Primære naturoplevelser
Med to nationalparker, et UNESCO-område, en geopark og flere kendte naturoplevelser er Vestkystens naturmæssige kvaliteter internationalt anerkendt. De primære af disse er:
- Råbjerg Mile
- Nationalpark Thy
- Geopark Vestjylland
- Vadehavet – Nationalpark og UNESCO-verdensnaturarv
Gastronomi
Langs Vestkysten er der mulighed for en række gastronomiske oplevelser, f.eks. på:
- Villa Vest
- Ruths Hotel
- Brøndums Hotel
- Svinkløv Badehotel
- Lille K by Grantland
- Henne Kirkeby Kro
- Sønderho Kro
- Restaurant Sandgaarden
Primære events
En række arrangementer bidrager løbende til at skabe liv og aktivitet. De primære er:
- Waterz - Skandinaviens største vandsportfestival
- Skagen Race - Sejllads
- Dragefestival Fanø
- Fiske- og skaldyrsfestivaller langs hele Vestkysten, fx: Hook and Cook - Danmarks længste fiskefest, Hirtshals Fiskefestival eller Sildefestival i Hvide Sande m.fl.
- Musikfestivaler langs Vestkysten, hvor de primære er Tønder Festival og Skagen Festival
Infrastruktur
Vejnettet er en vigtig livsnerve for turismen i særligt den sydlige og midterste del af vestkysten, hvor mange (særligt tyske) gæster ankommer i bil. Motorvejsnettet ligger inde i landet ift. kysten og er forbundet med 4 af de 11 vestkystkommuner – Esbjerg, Holstebro, Hjørring og Frederikshavn.
Vestkystruten er Danmarks længst markerede rute og med sine 560 km strækker den sig langs hele den vestjyske kystlinje.
Vestkysten er opkoblet ved 3 lufthavne, hvoraf Aalborg og Billund har et stort antal internationale afgange og ankomster. Midtjyllands lufthavn ved Karup servicerer primært København.
I forhold til færgeoverfart forbinder færgeruter i Hirtshals Vestkysten til især det norske marked.
Nuværende kapacitet
Feriehuset er den altdominerende overnatningsform. Vestkysten står for 61% af Danmarks feriehusovernatninger, og feriehuset er den dominerende overnatningsform på Vestkysten med 65% af de kommercielle overnatninger. Kapacitetsudnyttelsen er på 59% og dermed dobbelt så høj som i resten af landet. Knap hvert fjerde feriehus i Danmark ligger ved Vestkysten. Feriehusets store udbredelse betyder også et ensidigt overnatningstilbud og flere af de store destinationer oplever en mangel på ny kapacitet i højsæsonen.
Fordeling af nuværende kapacitet:
- Antal feriehuse til udlejning: 17.160 huse til udlejning
- Antal campingenheder: 26.819 enheder (113 campingpladser)
- Antal hotelværelser: 4.113 værelser
- Antal feriecentre: 32 (3.180 huse)
- Antal vandrehjem: 27 (658 værelser)